Få en utrolig nem at bruge og fuldstændig gratis nyheds app. Jeg har selv brugt den i nogle dage nu og kan som i kan læse nedenfor også meget varmt anbefale dig at gøre brug af tilbuddet. Artiklerne er virkelig godt oplæst. Som en bonus så må du dele din adgang med dem du bor sammen med så de også får mulighed for at opleve Zetland.
herunder kan du læse uddrag fra Dansk Blindesamfunds hjemmeside omkring Zetland.
Fra 1. oktober 2019 kunne alle medlemmer af Dansk Blindesamfund gratis lytte med på Zetland. Dansk Blindesamfund har nemlig indgået en aftale med Zetland som betyder, at medlemmer kvit og frit kan få udvidet deres horisont og blive klogere på tidens vigtigste begivenheder med Zetlands app.
Zetland er en digital avis, der går i dybden med tidens vigtigste historier. De udfordrer det traditionelle mediebillede og giver perspektiv i hverdagen. Zetland udgiver typisk to dybdegående artikler hver morgen og et nyhedsoverblik hver eftermiddag, som klæder dig på med viden om det seneste døgns nyheder.
”Det er vores mål at gøre Zetlands medlemmer klogere på, hvor verden er på vej hen ved at gå nysgerrigt til den – i stedet for altid at lede efter den næste katastrofe. Vi vil gerne have, at vores journalistik giver stof til interessante samtaler og hjælper med at skabe en stærkere offentlig samtale i Danmark”, siger medstifter og direktør af Zetland, Jakob Moll.
Zetland har tilpasset deres app til blinde og svagsynede, så det for eksempel er nemmere at danne sig et overblik med VoiceOver. Zetland er derfor en god informationskilde for synshandicappede, da deres fokus på digital tilgængelighed sikrer, at blinde og svagsynede holdes opdateret og lærer noget nyt.
”Vi håber at kunne danne fortrop for en bevægelse, der råder bod på det problem, blinde har med apps og anden ny teknologi. Det var så lidt, der skulle til. Når et relativt lille medie som Zetland kan, så kan man jo håbe, at også de helt store spillere kigger lidt med”, siger Jakob Moll.
Hele projektet startede med, at en programmør på Zetland undersøgte, hvad der skulle til for at optimere appen til folk med synshandicap. Efterfølgende tog de kontakt til Dansk Blindesamfunds IT- og tilgængelighedsekspert, Jesper Holten, for at gøre brugeroplevelsen endnu bedre for blinde og svagsynede. Jesper har afprøvet appen i et års tid og kan varmt anbefale Zetland til alle medlemmer.
”Appen er brugervenlig for blinde og svagsynede. Vi har haft fokus på at gøre appen mere brugbar for talebrugere. Med VoiceOver kan man for eksempel hoppe fra overskrift til overskrift ved at swipe op og ned med fingeren. Nu læser den ikke alle elementer op, så det er nemmere at danne sig et overblik over, hvad man vil høre mere om”, forklarer Jesper Holten.
Som noget helt unikt bliver alle Zetlands artikler læst op af journalisterne selv. De læser ikke bare historierne op, men fortæller dem med engagement.
”Det forstærker oplevelsen, da det er tydeligt at mærke journalisternes passion. Det gør, at jeg som lytter automatisk sætter mig lidt længere ud på stolen. De giver stof til omtanke og udfordrer min virkelighedsforståelse”, siger Jesper Holten.
Zetlands artikler berører det, der betyder noget for vores tilværelse og vores samfund. De handler om alt lige fra politik, kultur, miljø, sport og samfund. Zetland prioriterer journalistisk grundighed frem for hurtighed.
”Jeg synes, man skal give sig i kast med Zetland. Det er et tilbud, som leverer et journalistisk produkt i en god kvalitet. Den er et afbræk i hverdagen og leverer en aha oplevelse, hvor jeg bliver provokeret på den gode måde”, fortæller Jesper Holten.
Jakob Moll ser også frem til samarbejdet og håber, at mange vil lytte til Zetland og få mere perspektiv i hverdagen.
“Vi er utroligt glade for aftalen med Dansk Blindesamfund og glæder os til at blive til daglig nytte og glæde for en hel masse nye medlemmer”, siger Jakob Moll.
Hør hvad er Zetland ved at klikke her
Hvordan bliver jeg oprettet som medlem af Zetland?
1. For at blive medlem kan du ringe på tlf. 38 14 88 44 og spørge efter medlemsservice eller skrive en mail med navn og e-mail til kartoteket@blind.dk og angiv, at du gerne vil være medlem af Zetland. Skriv gerne dette i emnefeltet – så gør du arbejdet lettere for kartoteket.
2. Når du er blevet oprettet som medlem af Zetland, vil du modtage en mail fra Zetlands chefredaktør Lea Korsgaard med emnefeltet ”Velkommen til Zetland”
3. Åbn mailen, læs den indledende velkomsttekst og hent så Zetland appen. Følg anvisningerne i mailen, eller søg selv efter ”Zetland” i Apples App Store eller Googles Play butik.
Dit første login
1. Når du har hentet Zetland appen ned til din smartphone eller tablet, åbner du appen og du bydes velkommen. Du trykker på ”kom i gang her”, hvorefter en side åbner sig.
2. Her er forskellige muligheder for at logge på herunder med Facebook eller Google. Hvis den mailadresse, du bruger på Facebook er magen til den, du er tilmeldt Zetland, så kan du trykke på LOG IND MED FACEBOOK og springe til punkt 6. Hvis din konto er en Googlekonto kan du trykke LOG IND MED GOOGLE og springe til punkt 6. Vil du derimod hellere logge ind ved at angive e-mail og kodeord, så find teksten ”Har du glemt dit kodeord?” og tryk på den.
3. Indtast den e-mail som du har angivet ved tilmeldingen til kartoteket, check at din e-mail er skrevet rigtigt og tryk på knappen ”send e-mail”.
4. Nu modtager du en e-mail fra Zetland med titlen ”nyt kodeord til Zetland”. Åbn mailen og tryk på linket ”tryk her for at skifte dit kodeord”.
5. Indtast nu det kodeord du ønsker at anvende og gentag det nye kodeord. Bemærk at godkend knappen ikke har nogen label og blot siger knap. Der arbejdes på at finde en tilgængelighedsløsning på dette.
6. Nu kan du åbne Zetland appen og logge ind med din e-mail og det kodeord, du selv har valgt eller med Google eller Facebook, hvis du har valgt det. Se pkt. 2.
7. Har du valgt at logge ind med Google eller Facebook, vil du modtage en e-mail fra Zetland med besked om, at dit kodeord er blevet nulstillet. Du kan vælge at følge anvisningerne i den mail, hvis du gerne også vil kunne logge ind med e-mail/kodeord.
God læselyst
Torben Frederiksen
Webmaster
#zetland #danskblindesamfund #nyheder #dbsaalborg