Skal vi have en ny struktur i DBS? – deltag i debatten

Kære medlemmer.

Herunder kan i læse det netop udsendte indlæg fra medlemsbladet omkring opstarten af debatten om vi skal have en ny struktur i Dansk Blindesamfund. Vi får heldigvis rigtig god tid til en sådan omfattende debat og alle har muligheden for at komme med sit syn på emnet helt frem til maj 2022.
Derefter vil processen med at bearbejde alle indkommende svar gå igang. Skulle der der ud fra den kommende debat være et ønske om at ændre strukturen i DBS og det ikke kan gøres inden for de nuværende vedtægters retningslinjer så vil der tidligst blive fremsendt forslag om vedtægtsændringer til kredsgeneralforsamlingerne 2023.
Jeg vil gerne opfordre jer alle om at deltage i debatten.
vi vil her i kredsen afholde et eller flere medlemsmøder omkring strukturen i starten af næste år så fremt der er opbakning og ønske herom fra jer medlemmers side, og som i kan læse nedenfor så er der rigtigt mange måder at give sin mening til kende på og få informationerne på udover at deltage i medlemsmøder
nederst kan i læse de spørgsmål som debatten tager udgangspunkt i samt downloade spørgeskemaet som word dokument.

Indlæg fra medlemsbladet af næstformand Diana Stentoft

Hovedbestyrelsen og Forretningsudvalget ønsker en bred debat af strukturen i Dansk Blindesamfund, hvor alle de medlemmer, der ønsker det, skal have mulighed for at bidrage. Håbet er, at så mange som muligt har lyst til at bidrage til en åben og konstruktiv debat om vores fælles forening, og at vi kan bruge bidragene til at skabe den struktur, der bedst fungerer for medlemmer og forening.
Det er en vigtig debat, som vil køre i de kommende måneder. Debatten tager udgangspunkt i seks overordnede spørgsmål samt en række hjælpespørgsmål, som samlet set kommer rundt om strukturen i Dansk Blindesamfund og de udfordringer, vi står overfor i foreningen. Debatten omkring de seks spørgsmål vil danne afsæt for arbejdet mod et mere konkret oplæg om fremtidens struktur i Dansk Blindesamfund, som skal drøftes i kredsene og evt. vedtages i Hovedbestyrelsen. Hvis det bliver relevant, vil kredsgeneralforsamlingerne skulle behandle tilhørende forslag om vedtægtsændringer. Dette vil tidligst ske til forsamlingerne i 2023. 
Du kan komme med forslag og bidrage til strukturdebatten på følgende måder: 
•     Deltag i medlemsmøder i din lokale kreds eller i andre grupperinger under Dansk Blindesamfund. Hold øje med opslag her i Medlemsbladet eller andre nyhedsbreve/mailinglister
•     Udfyld et webbaseret spørgeskema med de seks spørgsmål. Du kan rekvirere link ved at sende en mail til Mariann Lillemose, e-mail: mli@blind.dk eller benyt dette link: https://www.survey-xact.dk/LinkCollector?key=UR2R5Z9SLJ9P
•     Besvar de seks spørgsmål i et Word-dokument. Du kan få tilsendt spørgsmålene i sortskrift eller punktskrift (rekvirer link ved at sende en mail til Mariann Lillemose, e-mail: mli@blind.dk  eller telefon: 21 71 67 98.
•     Deltag i Zoom-møder mandag den 10. januar 2022 fra kl. 16.00 – 18.00 eller tirsdag den 18. januar fra kl 10.00 – 12.00 eller onsdag den 26. januar fra kl. 20.00 – 22.00. Find direkte links til arrangementerne på https://blind.dk/ eller få et link sendt direkte ved at skrive til Mariann Lillemose, e-mail: mli@blind.dk. Arrangementerne vil naturligvis også blive omtalt i de kommende medlemsblade.
Uanset om du deltager i et fysisk eller digitalt møde eller besvarer et spørgeskema, vil det være de samme seks spørgsmål, som går igen. Det gør vi for at få mulighed for at få tilbagemeldinger om det samme på tværs af vores forening og medlemmer.
Forretningsudvalget og hovedkontoret vil – bl.a. ved deltagelse på medlemsmøder mv. – løbende sørge for, at alle de tilbagemeldinger, der modtages fra både enkelte medlemmer og grupper/netværk under Dansk Blindesamfund, kommer til at indgå i det videre arbejde.
Hvis du har spørgsmål til processen, er du velkommen til at kontakte Mariann Lillemose på telefon 21 71 67 98 eller e-mail: mli@blind.dk

Du kan læse de 6 spørgsmål som debatten tager udgangspunkt i herunder og downloade word dokumentet ved at klikke her.

Strukturdebat i Dansk Blindesamfund
Spørgeskema

Kære medlem/aktivitetsmedlem

Mange tak fordi du bruger tid på at bidrage til den strukturdebat, som vi i Dansk Blindesamfund har igangsat, og som kommer til at løbe henover de kommende mange måneder.

Debatten tager udgangspunkt i seks overordnede spørgsmål samt en række hjælpespørgsmål, som samlet set kommer rundt om strukturen i Dansk Blindesamfund og de udfordringer, vi står overfor i foreningen.
Vi stiller de samme spørgsmål til alle uanset om man deltager i fysiske møder eller besvarer et spørgeskema i Word eller online. Dette gør vi for at få mulighed for at få tilbagemeldinger om det samme på tværs af vores forening og medlemmer.

Debatten omkring de seks spørgsmål vil danne afsæt for arbejdet mod et mere konkret oplæg om fremtidens struktur i Dansk Blindesamfund, som skal drøftes i kredsene og evt. vedtages i Hovedbestyrelsen. Hvis det bliver relevant vil kredsgeneralforsamlingerne skulle behandle tilhørende forslag om vedtægtsændringer. Dette vil tidligst ske til forsamlingerne i 2023.

Vi sætter pris på at få så åben og fordomsfri en debat som muligt, og håber derfor også, at rigtigt mange medlemmer og aktivitetsmedlemmer vil benytte sig af muligheden for at give deres besyv med. Intet er for stort og intet for småt – alle bidrag er velkomne, og husk også at der ikke findes rigtige eller forkerte svar.
Vær også opmærksom på, at du ikke behøver at besvare samtlige spørgsmål og underspørgsmål.

Du skal også vide, at vi passer godt på dine persondata, og at din besvarelse derfor også kun vil blive set af de personer, der er direkte involveret i denne undersøgelse. Vi vil af samme grund heller ikke dele oplysninger fra undersøgelsen, der kan være personhenførbare. Læs eventuelt mere om vores privatlivspolitik her: https://blind.dk/privatlivspolitik
Det udfyldte skema returneres pr. post til: Dansk Blindesamfund, att. Mariann Lillemose, Blekinge Boulevard 2, 2630 Taastrup eller pr. mail til: mli@blind.dk
Hvis du har spørgsmål til skemaet er du velkommen til at kontakte Mariann Lillemose, e-mail: mli@blind.dk eller telefon: 21 71 67 98.

Oplys dit navn og by:
Må vi kontakte dig efterfølgende, hvis vi har opfølgende spørgsmål? Hvis ja, bedes du oplyse dine kontaktdata nedenfor:

1. Spørgsmål om kredsenes struktur og opgaver

De overordnede strukturspørgsmål er: Hvordan skal Dansk Blindesamfunds kredse se ud i fremtiden, og hvordan sikre vi, at kredsene kan løfte de opgaver, de har?

Du kan fx tage udgangspunkt i disse underspørgsmål:
• Hvilke opgaver skal fremtidens kredse have?
• Hvad skal til for at sikre de nødvendige menneskelige ressourcer i kredsene, så opgaverne kan løftes?
• Hvis kredsene bevare deres nuværende størrelse, hvordan sikrer vi så, at der er de nødvendige kræfter til løfte kredsenes opgaver?
• Hvis kredsene bliver større, hvordan sikrer vi så nærheden til medlemmer – eksempelvis gennem lokalafdelinger, klubber m.v.?

Mine kommentarer til spørgsmål 1.

2. Spørgsmål om Hovedbestyrelse og Forretningsudvalg

De overordnede spørgsmål er, hvordan Hovedbestyrelsen fremover skal sammensættes, og hvor mange medlemmer Hovedbestyrelsen skal have. Herudover er det relevant at stille lignende spørgsmål om Forretningsudvalget.

Du kan fx tage udgangspunkt i disse underspørgsmål:
• Hvilke opgaver skal Hovedbestyrelsen og Forretningsudvalget have?
• Hvordan ser sammensætningen af Hovedbestyrelsen ud, hvis vi skal løfte disse opgaver? Skal vi eksempelvis sikre plads til specifikke grupper i Hovedbestyrelsen som eks. unge og ældre?
• Hvordan sikrer vi, at Hovedbestyrelsens sammensætning repræsenterer alle medlemmer i foreningen og ikke alene dem, der engagerer sig i kredsaktiviteter eller politiske udvalg?
• Hvordan skal strukturen sikre samspil mellem Hovedbestyrelse og Forretningsudvalg?

Mine kommentarer til spørgsmål 2.

3. Spørgsmål om foreningens aktiviteter

Det overordnede spørgsmål er, om vores nuværende struktur understøtter vores målsætning om både nationale, regionale og lokale aktiviteter og rehabilitering?

Du kan i din besvarelse fx tage udgangspunkt i disse underspørgsmål:
• Har kredsene i deres nuværende form ressourcer til at løfte opgaver i forbindelse med lokale og regionale rehabiliteringstilbud og hvilken rolle skal kredsene spille fremadrettet i disse tilbud?
• Hvordan kan foreningens struktur bedst muligt sikre tilbud til medlemmer – både de, der ønsker tilbud lokalt, og de, der ønsker tilbud for specifikke interesser, der må afholdes nationalt?
• Giver den nuværende struktur den bedste sammenhæng mellem nationale, regionale og lokale aktivitetstilbud?
• Hvordan kan fremtidens struktur medvirke til, at udbuddet af kurser, rehabiliteringstilbud og aktiviteter både nationalt, regionalt og lokalt afspejler ønsker og behov hos medlemmer?

Mine kommentarer til spørgsmål 3.

4. Spørgsmål om politisk indflydelse

Det overordnede spørgsmål er her, om vores nuværende struktur giver os de bedste muligheder for politisk indflydelse.

Du kan i din besvarelse fx tage udgangspunkt i disse underspørgsmål:

• Har vi tilstrækkelig indflydelse på regionalt og lokalt niveau?
• Er vi parate til reformer af sundheds- og socialområderne og de konsekvenser, det har for tilbudsfordeling mellem regionalt og lokalt niveau?
• Hvordan skal vores struktur understøtte sammenhæng i det politiske arbejde fra lokalt til nationalt niveau?
• Er vi godt nok repræsenteret i nationale beslutningsprocesser, eller kan en anderledes struktur øge vores indflydelse?

Mine kommentarer til spørgsmål 4.

5. Spørgsmål om repræsentation og beslutninger

Det overordnede spørgsmål er, om vi i dag har en struktur, hvor alle medlemmer føler sig repræsenteret og hvor alle medlemmer oplever at have adgang til relevante beslutningsprocesser i foreningen.

Du kan i din besvarelse fx tage udgangspunkt i disse underspørgsmål:

• Hvordan kan vores struktur sikre, at flest mulige medlemmer tager del i de beslutninger, der er relevante for dem?
• Har vi behov for at skabe plads til specifikke grupper i vores struktur, for eksempel unge eller ældre?
• Har vi brug for en struktur, hvor der er en tydeligere adskillelse af det politiske og det aktivitetsbårne arbejde i foreningen?

Mine kommentarer til spørgsmål 5.

6. Spørgsmål om strukturændring

Det overordnede spørgsmål er, om vi i Dansk Blindesamfund har behov for en strukturændring.

Du kan i din besvarelse fx tage udgangspunkt i disse underspørgsmål:
• Hvilke grunde kan der være til at ændre den nuværende struktur i DBS?
• Hvordan skulle en ny struktur se ud?
• Hvilke grunde kan der være for at bevare den nuværende struktur i DBS?

Mine kommentarer til spørgsmål 6.

Mange tak fordi du tog dig tid til at besvare dette skema.
Hvis du har yderligere kommentarer, må du gerne notere disse nedenfor.
slut på word dokument.

Du er selvfølgelig også altid velkommen til at ringe eller skrive til mig hvis du har spørgsmål eller andet omkring strukturdebatten.

Med venlig hilsen
Torben Frederiksen
Kredsformand

mobil 30 49 59 20
mail: tgf@blind.dk

#DBSAalborg

Skrevet af Torben Gjering frederiksen

Webmaster for Dansk Blindesamfund Aalborg samt bestyrelsesmedlem Jeg bor i Aalborg, er gift og har 2 børn